FAG I 10. KLASSE

10. klasse på Sct. Knuds Skole bliver et år, hvor du får mulighed for at udvikle dig og dine sociale kompetencer, og stille og roligt lære dig selv lidt bedre at kende. Forhåbentlig bliver du også klogere på, hvad du vil bruge dit liv på, og i hvilken retning du skal bevæge dig? Der vil hele året være en tæt dialog med vores UU-vejleder.

Men også fagligt vil der være spændende udfordringer med nye fag som psykologi, kultur- og samfundsfag samt sundhed og livsstil.
Udover de nye fag vil du få undervisning i dansk, matematik, engelsk og tysk.

Vi forventer, at du ved årets start har en funktionsdygtig bærbar computer.

Psykologi
Målet med undervisningen er, at du tilegner dig viden om den menneskelige psykologi, således at du bliver bedre til at forstå dig selv og dine medmennesker. Desuden lægges der også vægt på, at du bliver bevidst om din egen identitetsdannelse, samt at vi som mennesker har forskellige reaktions-og handlingsmønstre i de situationer, vi havner i gennem hele livet.

Sundhed og livsstil
I løbet af 10. klasse vil der være 10 fredage med fire lektioner, hvor du får undervisning i Sundhed og livsstil. I faget ønsker vi at bevidstgøre dig om vigtigheden i en sund livsstil. Du vil blive præsenteret for en vifte af forskellige idrætstilbud. Eksempler på sådanne tilbud kunne bl.a. være: Løb, fitness, yoga og sund madlavning. Men vi beskæftiger os også med en mere teoretisk og projektorienterende tilgang til faget. Det kunne f.eks. være et forløb, der tager udgangspunkt i at undersøge sunde madvarers priser, og derefter lave et husholdningsbudget for et ungt menneske på SU.

Kultur- og samfundsfag
Målet med faget er, at du erhverver dig kompetence i at bruge dine analyserende evner til at forstå dig selv, det samfund og den kultur, som du er en del af. Emnerne vi vil beskæftige os med kunne f.eks. være: Amerikansk identitet, historie og samfundsforhold (forberedelse til studieturen til New York), Søren Kierkegaard, overvejelser omkring det at flytte hjemmefra, menneskesyn, tro og etik.

Året igennem vil der være specielle dage og uger, hvor du får individuel vejledning til udarbejdelse af bl.a. OSO-opgave (obligatorisk selvvalgt opgave), uddannelsesplan samt FTU-tilmelding m.m. Desuden er der i 10. klasse 1 uges obligatorisk brobygning, der normalt ligger i efteråret.

Sundhed og livsstil

10. klasse besøgte i foråret 2019 Ryes kasernes militærbaner i sundhed og livsstil og måtte igennem et par krævende men sjove timer, der blev afsluttet på bedste vis med en tur i tank gennem Fælleden. Se en lille video fra dagen her.

10-klasse_MG_3800-1-845x684