SKOLEDAGEN

For 6.- 10. klasse starter skoledagen med morgensamling kl. 8.15. Her skiftes lærerne til at afholde morgensamling, det kan være en lille fortælling eller et emne, der tages op, efterfølgende beder vi Fadervor i fællesskab. Andre gange har eleverne planlagt morgensamling med oplæg eller optrin. Det er også til morgensang, at lærerne og eleverne har mulighed for at give en fælles besked. Hvis der er elever, som har fødselsdag, slutter vi af med at synge fødselsdagssang for dem så højt, at taget letter.

Morgensamlingen er en dejlig start på skoledagen, hvor man kan mærke fællesskabet og få set hinanden i øjnene fra morgenstunden.

Der er max 4 moduler i løbet af en skoledag og 3 pauser. Når du går i 10. klasse, må du gå ud i byen i pauserne.

Der er altid tre gårdvagter, som eleverne kan henvende sig til, hvis man har brug for en voksen at tale med. Disse opholder sig i skolegårdene og på “hotellet”.

MODULER OG PAUSER

1. Modul 8.15 – 9.50

Pause 9.50 – 10.05

2. Modul 10.05 – 11.35

Pause 11.35 – 12.05

3. Modul 12.05 – 13.35

Pause 13.35 – 13.45

4. Modul 13.45 – 14.30

KIRKEGANG

Ca. en gang om måneden deltager alle elever i en fælles gudstjeneste i Sct. Knuds Kirke eller Trinitatis Kirke. Kirkegangen er obligatorisk, men vi pådutter ikke nogen en bestemt trosretning, vi respekterer hinandens forskelligheder og trosretninger. Prædikenerne tager som regel udgangspunkt i skolens værdiord, og ofte inddrages eleverne, der på denne måde får lov til at bidrage med sin egen tro og viden.

Der er tradition for, at de store elever hver har en mindre elev, som de passer på og holder i hånden på vej til kirke. Det er en fin måde at skabe relationer på samt give de store elever et medansvar.