Børnehaven i skoven

I hele maj måned er Sct. Knuds Børnehave rykket ud i Fuglsangskoven. Hver gruppe, Mini-, Mellem- og Maxi-Knud’ter, har deres egen base, hvor de afleveres om morgenen.

Børnehaven fortæller:
“Vi glæder os til at skabe muligheder for at sanse, at røre ved bladene, græsset, træets struktur, osv. At børnene får mulighed for at klatre i træer, kravle op og ned ad bakker og bevæge sig i kuperet terræn. At de mærker vådt og koldt, de kommer måske til at mærke på brændenælder og erfarer, at noget kan være ubehageligt, at noget kan være sjovt. Alle sanser er i spil, når de mærker vinden, hører naturens lyde, når de føler, lugter og balancerer…

Når vi leger i naturen, er der særligt gode muligheder for, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.

Børnene får mulighed for at bruge deres nysgerrighed, de observerer og undersøger naturfænomener, som vi møder på vores vej. De afprøver, snakker sammen, eksperimenterer, spørger de voksne, prøver igen… Herigennem får de konkrete erfaringer med naturen og med årsag, virkning og sammenhænge. Forhåbentlig oplever de også en forbundenhed med naturen og lyst til fortsat at udforske naturen.”